Matchvinder Mortensen: Vi viser nosser
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Matchvinder Mortensen: Vi viser nosser

Den målfarlige AGF-angriber er stolt af den måde, holdet har grebet nedrykningsspillet an på.

Med en sejr i Haderslev mandag aften er AGF næsten sikre på at ende øverst i nedrykningsspillets gruppe 1, og det glæder matchvinder Patrick Mortensen, som mener, at holdet virkelig viser karakter efter mesterskabsspillet glippede.

- Det er klart, at vi havde håbet på top seks. Vi lægger skuffelsen hurtigt væk, og vi viser nosser, siger han til TV3 Sport efter kampen.

I store dele af kampen var de århusianske gæster presset langt tilbage på banen, og angriberen var da heller ikke helt tilfreds med præstationen, selvom sejren var det vigtigste. En sejr, som angriberen i høj grad tilskriver keeper Kamil Grabara.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds, for det er fantastisk at vinde, men det er klart, at vi kan spille bedre. Gode hold vinder også på dårlige dage, og det gør vi også i dag. Vi har en polsk klassekeeper, som holder os inde i kampen, fortsætter han.

Med sejren har AGF med tre kampe igen hele seks point ned til AC Horsens på gruppens andenplads, mens der er ni point ned til SønderjyskE.