Video : Tipsbladet
Superliga

Allan Kuhn er blevet fyret i Hobro IK

Hobro IK har valgt at afskedige Allan Kuhn, bekræfter klubben i en pressemeddelelse.

Allan Kuhn er fortid i Hobro IK.

Det bekræfter klubben i en pressemeddelse, der netop er sendt ud.

Dermed er den anden trænerfyring i denne uge en realitet, efter Alexander Zorniger i mandags blev fyret i Brøndby.

- Vi er kede af at sige farvel til Allan, der er en fantastisk person, som vi har været glade for at have i Hobro IK. Desværre må vi konstatere, at vi rent sportsligt ikke har levet op til forventningerne med Allan som cheftræner i klubben, og vi er nu kommet til den konklusion, at vi har bedre muligheder for at sikre en ny sæson i Superligaen med en ny cheftræner ved roret. Så vi takker Allan for indsatsten i Hobro IK og ønsker ham held og lykke fremover, siger Jens Hammer Sørensen i pressemeddelelsen.

Allan Kuhn blev ansat i sommer som træner for Hobro IK, efter Thomas Thomasberg blev hentet til Randers FC, men klubben ligger aktuelt sidst og har bare fået 17 point i 22 kampe. De første to kampe i foråret har budt på et enkelt point, men kunne meget vel have givet flere, for Hobro var decideret uheldige med ikke at få tre point hjemme mod AC Horsens.

Nu er det altså Peter Sørensen, der skal sikre overlevelse i Hobro denne sæson.

Kuhn har en fortid som træner i Malmö FF, ligesom han har været i både FC Midtjylland og AaB.