Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: En halv million skiller Lyngby-spiller fra et Vejle-skifte

Ifølge Vejle Amts Folkeblad kan Vejle og Lyngby ikke blive enige om prisen på Mathias Hebo Rasmussen.

Der var stor interesse i sommer, og daværende træner Mark Strudal bekræftede, at Vejle Boldklub havde budt på Lyngby-spiller Mathias Hebo Rasmussen. Dengang kunne klubberne ikke blive enige, og nu forsøger de så igen.

TV3 Sport fortalte tidligere mandag, at Vejle Boldklub igen forsøger at hente den 23-årige midtbanespiller Mathias Hebo Rasmussen, der med seks scoringer har været en vigtig profil for Lyngby i efteråret. Og aftalen ventes at lande en af de kommende dage.

Vejle Amts Folkeblad mener dog, at der er flere ting, der stadig mangler at falde på plads, og at der er et spørgsmål om økonomi, som de to klubber lige nu er uenige om. Angiveligt er der en cirka halv million i forskel på det, Lyngby kræver for midtbanespilleren, og det, Vejle vil betale.

Hebo har kontrakt med Lyngby frem til sommeren 2020, og det må trods alt forventes, at parterne på en eller anden måde finder en løsning denne gang - specielt når forhandlingerne er så langt fremme, som de er.

Lyngby ligger i bunden af NordicBet Ligaen, mens Vejle ligger i bunden af Superligaen.

Tidligere har Hebo spillet for både FC Fredericia og FC Nordsjælland.