Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: FC Københavns store angrebshåb får ny aftale

Ifølge avisen B.T. er angriber Mohamed Daramy blevet tilbudt en treårig aftale, som han snart skriver under på.

Han er kun 17 år, men offensivspilleren Mohamed Daramy er højt beskattet i FC København.

Han fik i efteråret debut for FCK og har i dette forår også fået chancen fra start en enkelt gang, så det er en spiller, som Ståle Solbakken har høje tanker om.

Og nu ser det også ud til, at parterne forlænger samarbejdet, så FCK holder de interesserede klubber væk.

Det er B.T., der skriver, at den offensive profil har en ny treårig aftale liggende på bordet foran sig, som han bare mangler at underskrive. Det anføres, at det blot er et spørgsmål om tid, før signaturen bliver sat på kontrakten, da parterne er enige.

Mohamed Daramys nuværende aftale løber ud i sommeren 2020, og der er store udenlandske klubber, der har vist pænt med interesse for angriberen.

Indtil videre er det blevet til fem Superliga-kampe denne sæson, ligesom han har spillet en kamp i Sydbank Pokalen, hvor han tilmed scorede.