Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: Hobro IK tæt på Malmø-spiller

Hobro IK er ifølge et svensk medie tæt på at leje forsvarsspilleren Anel Ahmedhodzic i Malmø FF.

Hobro IK har sagt farvel til den stærke forsvarsspiller Yaw Amankwah, og det har tvunget sportschef Jens Hammer Sørensen i marken efter en ny makker til Rasmus Minor i himmerlændingenes centrale forsvar.

Jens Hammer Sørensen ser ud til at have fundet vedkommende lige på den anden side af Øresundsbroen.

Ifølge skånesport.se viser Hobro IK interesse for den 20-årige Malmø FF-spiller Anel Ahmedhodzic, der har lange udsigter til spilletid i den svenske klub og derfor skal sendes på græs et andet sted. Hobro arbejder på at indgå en lejeaftale med svensk-bosniske Anel Ahmedhodzic.

Den unge midtstopper har i denne sæson fået spilletid i en enkelt ligakamp for Malmø FF, og det var hans debut i den lyseblå trøje. Anel Ahmedhodzic har en fortid i Nottingham Forest, hvor han i 2016 debuterede i Championship i et opgør mod Newcastle United.