Hobro overraskede mange med deres start på Superliga-tilværelsen. Efterfølgende tog de også transfervinduet med storm, da de formåede at hente Brøndby-profilen Mikkel Thygesen, men det stopper ikke der. Selv efter transfervinduet er lukket, leder nordjyderne fortsat efter bærende kræfter til holdet, og den næste på holdkortet kan hedde Mikkel Beckmann.
For ifølge TV2 Nord er det manden, de har udset sig til at lukke hullet efter Emil Berggreen, som er smuttet til tyske Braunschweig.
- Vi afsøger lige nu markedet og satser på at kunne præsentere en ny spiller eller to inden for en uge tid, siger Ole Kirchert Christensen, pressechef i Hobro, til den lokale tv-station.
Kirchert Christensen vil ikke komme med specifikke navne, men ifølge tv-kanalen, er det altså Mikkel Beckmann, de er ude efter.
Beckmann, der var en del af FC Nordsjællands Champions League-sæson, har været kontraktløs, siden han blev løst fra kontrakten med Elfsborg i december.