Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: Lazio med stort millionbud på FCK-forsvarer

Ifølge det normalt velorienterede italienske medie Gianluca Di Marzio er italienske Lazio rejst til Danmark for at få en aftale på plads med FC København og Denis Vavro.

Han spillede en fremragende sæson i fjor, og de gode præstationer har også fået større klubber til at se nærmere på den 23-årige forsvarsspiller Denis Vavro.

Slovakken fra FC København er efterspurgt, og nu melder et af Italiens største medier - Gianluca Di Marzio - at Rom-klubben SS Lazio har sendt et stort millionbeløb FC Københavns vej.

I første omgang er buddet på ni millioner euro - det svarer til 67 millioner kroner - og dertil kommer yderligere én million euro - svarende til 7,5 millioner kroner - i mulige bonusser.

Lazio føler sig ifølge det italienske medie sikker på, at man får fat i Denis Vavro, selv om FCK åbenlyst mangler en erstatning, skulle han blive solgt. Så sikker, at en repræsentant fra Lazio onsdag rejste til Danmark i håbet om at lukke en aftale.

Angiveligt har også AS Roma og Atalanta, begge italienske klubber, vist stor interesse for Denis Vavro, som FC København hentede for to år siden i Zilina.

Tirsdag gjorde FCK-manager Ståle Solbakken det dog klart, at han ikke har haft noget at forholde sig til i forhold til Denis Vavros fremtid.

- Der har hverken været henvendelser på Robert Skov eller Denis Vavro, og de virker begge meget motiverede for at spille for FC København, sagde Ståle Solbakken til pressen.

Denis Vavro har kontrakt med FCK frem til sommeren 2022.