Video : Tipsbladet
Superliga

Mensah bliver pisket igennem af Zorniger: Løber mere, end jeg er vant til

Det kræver en vis grundform at deltage i Brøndby IF's presspil, og den er holdet ved at opbygge nu. Det kan Kevin Mensah godt mærke, for der bliver løbet mange kilometer.

Hvis man skal spille under Alexander Zorniger, skal man være villig til at løbe. For tyskerens taktik tager udgangspunkt i et hidsigt pres, når modstanderne har bolden, og et hurtigt angreb, når holdet selv har bolden.

Det stiller store krav til spillernes fysiske formåen, så når man forbereder sig til sæsonen, må man indstille sig på at få nogle kilometer i benene. Det er Kevin Mensah ved at erfare. Dette er hans første hele vinteropstart under Zorniger, efter han kom til Brøndby IF 23. januar i fjor.

- Det er en preseason, hvor vi får løbet en masse kilometer og får en masse intensiv træning - mere end jeg har været med til nogen andre steder, så folk kommer i god form, siger han ifølge brondby.com.

Den tidligere Esbjerg fB-spiller var på pletten, da holdet i går spillede 3-3 mod kinesiske Guangzhou Evergrande på træningslejren i Dubai. Mensah scorede kampens sidste mål, og det var han godt tilfreds med.

- Det var godt sparket ind og dejligt at få scoret. Det er andet mål i denne her preseason, så det var fint, siger han om målet.

Mensah og resten af Brøndby-mandskabet skal snart være klar til, at fodboldåret går i gang for alvor. Allerede 4. februar møder de FC København i DBU Pokalen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.