Video : Tipsbladet
Superliga

Mensah tilbage: Jeg tvivlede aldrig

Kevin Mensah var ude i næsten et år, men han mistede aldrig troen på et comeback.

Tilbage i maj blev Kevin Mensah ramt af en slem skade i korsbåndet, hvor han nåede at være skadet så længe, at man næsten nåede at glemme ham.

Hele ni måneder skulle der gå, før Mensah igen begyndte at få minutter, da han var med på reserveholdet. Det var han i februar, inden han fik sine første Superliga-minutter mod AaB for to uger siden.

Selvom han var skadet i adskillige måneder, så beholdt Mensah sin tro på, at han kunne komme tilbage.

– Jeg tvivlede aldrig nogensinde på, at jeg nok skulle komme tilbage. Det var jeg stensikker på. Forløbet gik så godt og jeg var i trygge hænder her. Motivationen for at komme tilbage, var der hele vejen igennem, siger Kevin Mensah til 3point.dk.

– Folk har set, hvad man har været igennem og det var hårdt. Men hvis det skete igen, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville klare det igen. Jeg er slet ikke bange for at jeg ville knække på nogen måde. Men det ér en periode, hvor tiden står stille og det er små skridt hele tiden.

Kevin Mensah scorede i Brøndby IF’s pokalkvartfinale mod Vendsyssel FF den 28. februar.