Video : Tipsbladet
Superliga

Michelsen efter tysk OB-remis: Bedre følelse end mod SønderjyskE

OB-træneren var meget godt tilfreds med at spille 1-1 mod tyske Holstein Kiel i en god træningskamp.

Værterne fra OB bragte sig foran i første halvleg ved Jeppe Tverskov mod det tyske 2. Bundesliga-mandskab Holstein Kiel, men gæsterne fik udlignet, og så endte det hele 1-1. Alligevel blåstempler træner Jakob Michelsen testkampen.

- Vi kan gå hjem i dag med en betragelig bedre følelse, end vi gjorde efter fredagens kamp mod SønderjyskE, hvor SønderjyskE var klart bedst, siger han og tilføjer:

- Vi så et OB-hold i dag, der nærmer sig det udtryk, vi skal ramme, når turneringen starter.

Cheftræneren havde efter opgøret også stor ros til modstanderen, som var af høj kvalitet. Derfor mener Michelsen også, at resultatet var retvisende.

- Jeg så en fin træningskamp i højt tempo mod et godt tysk hold, som kom med masser af power og masser af fysik, men de var også gode på bolden. Så en rigtig god matchning og alt i alt et fair resultat i en god træningskamp for os, fortsætter han.

Han hæfter sig især ved, at præstationen og udtrykket var markant bedre end fredag, hvor OB tabte med 0-1 til et markant bedre SønderjyskE-hold.