Video : Tipsbladet
Superliga

Michelsen forventer meget af ny OB-spiller: Bliver en gevinst for os

OB-træner Jakob Michelsen glæder sig over klubbens nyeste tilgang, som han har store forventninger til.

Onsdag hentede OB den hollandske forsvarsspiller, Ramon Leeuwin, og torsdag var det så tjekkiske Kamil Vacek, som blev hentet til den fynske Superliga-klub.

Det er to rutinerede kræfter, som Jakob Michelsen fremover kan råde over, og cheftræneren forventer at se Kamil Vacek gøre en forskel på midtbanen, hvor han kan spille flere positioner.

- Kamil Vacek er en spiller, som vi forventer kan gøre en forskel for os. Han er meget bevægelig, teknisk dygtig og en rigtig god midtbanespiller, der dækker flere positioner. Han har masser af rutine fra sine tidligere klubber, hvor han har fået mange kampe.

- Vores chefscout har haft et vågent øje på ham, så da det blev muligt for os at hente ham ind, fordi et trænerskifte i hans tidligere klub betød, at der blev kigget andre veje, så slog vi til, og vi er sikre på, at han bliver en gevinst for os i de kommende sæsoner, fortæller cheftræneren til OBs hjemmeside.

Kamil Vacek har underskrevet en toårig aftale med OB, og han kommer til at iføre sig trøje nummer syv.