Video : Tipsbladet
Superliga

Mikael Ishak om transfer: Det kan gå stærkt

Mikael Ishak vil ikke kommentere rygterne om et snarligt skifte til Panathinaikos.

Spillet om Mikael Ishak nærmer sig et klimaks. 

Randers-angriberen er på ønskelisten i flere klubber, og senest har det været fremme, at han kan få en aftale på plads med græske Panathinaikos i løbet af det kommende døgn. 

Selv vil Mikael Ishak ikke bekræfte historien, men han udelukker ikke, at fremtiden snart kan komme på plads.

- Nej, det ved jeg ikke. Min agent tager sig af de her ting, og hvis han lige pludselig ringer, kan det gå stærkt. Men intet er jo færdigt, før jeg selv har skrevet under på noget. Men som sagt vil jeg ikke kommentere på en specifik klub. Det vil ikke være fint over for andre klubber, som har meldt deres interesse, eller over for Randers FC, hvor jeg er på kontrakt og er megaglad for at være, siger Ishak til Randers Amtsavis.

Mikael Ishak har kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2017, og meget tyder altså på, at han forlader klubben senest efter denne sæson.