Video : Tipsbladet
Superliga

Minister forklarer tomme tribuner: Større risiko

Kulturminister Joy Mogensen forklarer, hvorfor der fortsat ikke er åbnet for tilskuere i Superligaen.

En del af det danske samfund er i denne uge blevet åbnet op, og blandt andet flere udendørs kulturaktiviteter er blevet åbnet igen efter nedlukningen.

Men danske fodboldfans må fortsat vente på at vende tilbage på de danske stadioner. Det er nemlig ikke en del af genåbningen, og nu sætter kulturminister Joy Mogensen (S) over for DR Sporten ord på, hvorfor det er tilfældet.

Ministeren peger især på, at det vurderes, at der er større risiko for smitte som tilskuer ved fodboldkampe end gæst i zoologisk have. 

- Sundhedsmyndighedernes vurdering er, at der er større risiko for smitte, hvis man er i nærhed af andre i længere tid, også selvom man holder en til to meters afstand. Så derfor er der forskel på, når man bevæger sig rundt i forlystelsesparker eller zoologiske haver og er til Superligafodbold, siger Joy Mogensen til DR Sporten.

Hun tilføjer også, at der er risiko for, at smitter løber løbsk, hvis der åbnes for meget for hurtigt. 

I størstedelen af efteråret måtte Superliga-klubberne maksimalt have 500 personer på stadion, hvoraf et par hundrede var fans, mens spillere, ansatte og andre udgjorde resten af de tilstedeværende. I øjeblikket er der som nævnt ikke adgang for nogen tilskuere.

Divisionsforeningen har tidligere meldt sig “mere end klar” til at åbne for tilskuere, hvilket du kan læse mere om her.