Søren Pape Poulsen vil straffe maskerede stadiongængere med to års karantæne. Socialdemokratiet vil gå endnu længere.

Efter en gruppe tilskuere i FC Københavns fanafsnit i august sloges med politiet og afbrød kampen mod Brøndby IF i 18 minutter, har kampen mod vold ikke blot været et varmt emne i fodboldens verden, men også på Christiansborg.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har sat et samarbejde med Divisionsforeningen, DBU, Danske Fodbold Fanklubber og Rigspolitiet i gang, og han opfordrer til, at politiet skal have lettere ved at uddele karantæner til maskerede stadiongængere.

- Hvis du er maskeret på stadion, skal du regne med at få en karantæne på to år, siger han til DR.

I dag er det sådan, at to kriterier skal være opfyldt, for at man kan uddele karantæne. Det ene er, at politiet skal have mistanke om, at man har overtrådt maskeringsforbuddet, den anden at politiet skal have grund til at tro, at det vil ske igen.

Under urolighederne på Brøndby Stadion bar flere af de involverede FCK-tilhængere masker, hvilket har sat gang i debatten. Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen mener dog ikke, at justitsministerens forslag er vidtgående nok.

- Jeg synes ærligt talt, det er skuffende og et meget slapt forslag. Vi bliver altså nødt til at stramme massivt op over for de her voldsbøller, der ødelægger fodboldkampe. Fodboldbøller, der begår vold, skal have livsvarig karantæne og aldrig mere have lov til at sætte deres ben på stadion. Og så skal de stilles økonomisk ansvarlig for deres ødelæggelser, siger hun til DR.

Det er i denne sammenhæng værd at nævne, at de mange anholdelser i forbindelse med Brøndby-FCK-kampen i august var et tilfælde, der brød med en tendens, der har stået på i lang tid. Faktisk kunne politiet tidligere på året fortælle, at antallet af anholdte i forbindelse med fodboldkampe var det laveste i 10 år.

Statistik fra sæsonen 2015/16 viste, at blot 68 personer blev "frihedsberøvet eller anholdt i forbindelse med kampe i Superligaen", som politiet skrev. 

- Set i en europæisk sammenhæng er der tale om et usædvanligt lavt antal anholdte i forbindelse med fodboldkampe, og det er særligt glædeligt, at vi kan fastholde den nedadgående tendens, når det gælder antallet af anholdte, sagde politiinspektør Bjarne Sørensen fra Rigspolitiet ved den lejlighed.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvor god er Christian Eriksen lige nu?

SUPERLIGA-VIDEO