Video : Tipsbladet
Superliga

Minister vil ikke åbne for fodboldkampe: Det må ikke blive en dårlig oplevelse

Hvis myndighederne for tidligt giver lov til at gå på fx stadion til fodboldkampe, og det så ender med at blive smittereder, kan det skade sporten på lang sigt, siger kulturministeren.

Landet over tripper fodboldfans for at komme på stadion igen, men sådan kan de godt blive stående lidt endnu. Det må være konklusionen, efter kulturminister Joy Mogensen ifølge Ritzau forleden var til videomøde med EU's sportsministre.

Her vendte ministrene blandt andet udsigterne til at genåbne idrætten og tilskuersportsgrenene, og det er altså nedslående nyt for håbefulde stadiongængere, som Mogensen tager med fra mødet.

Læs også:Avis: Superligaen præsenterer ny plan for genstart i dag

- Hvis idrætten bliver kendt som et sted, hvor der sker en kæmpestor smitte, så kan det forsinke folks søgning tilbage til idrætten på længere sigt. Der bliver tænkt på supersmitte-events. Folk higer virkelig efter at komme tilbage til begivenhederne, men det må ikke blive en dårlig oplevelse, siger Joy Mogensen til Ritzau.

- Hvis vi nu som det første åbner for en stor begivenhed på et fodboldstadion, og det så bliver kendt som en kilde til, at rigtig mange bliver smittet, så kan det godt være, at næste gang, man havde tænkt sig at tage på stadion, så gør man det ikke, men venter længere.

Læs også:Efter statsministerens udmelding: Her er de nye scenarier for dansk fodbold

I øjeblikket er det da heller ikke aktuelt med tilskuere til fodbold. For det første er Superligaen suspenderet på ubestemt tid. For det andet har regeringen indført forbud mod at forsamles mere end 10 personer ad gangen.

Det forbud gælder foreløbig til 10. maj, men kan forlænges. Regeringen kan også hæve grænsen, men det bliver ikke til over 500. Det slog statsminister Mette Frederiksen fast tidligere på ugen.

Læs også:DIF tænker kreativt for at genoptage fodbolden

Læs også:Quiz: Superligaens nummer 10 - kan du huske dem?

Læs også:Overblik: Hvem træner, og hvem træner ikke i Superligaen?