Silkeborg IF kom hurtigt bagud, da FC Nordsjælland gæstede søndag. To lyn-scoringer fra Morten Beck sikrede dog 2-1 til pausen, og det var en lettelse for spilleren, der har været ramt af svigtende form sæsonen igennem.
Selvom sejren glippede i anden halvleg, glæder Beck sig da også over at kunne vise, hvad han kan bidrage med. Angriberen håber dog på at få endnu flere chancer i forårets kampe:
- Det var en lidt blandet kamp. Vi kommer ikke ud med den start, vi havde ønsket og aftalt. Vi kommer dog tilbage, og scorer to mål hurtigt. Derfor er det også ærgerligt, at vi ikke holder det, siger Morten Beck til TV3sport1 og fortsætter:
- Jeg har arbejdet stenhårdt. Jeg fik chancen i dag og viste, hvad jeg kan byde ind med. Spillestilen kom mig til gode i dag, men jeg håber, den vil gøre det endnu mere i fremtiden, udtaler angriberen.
FC Nordsjælland´s to scoringer blev sat ind af David Moberg Karlsson og indskiftede Uffe Bech.