Video : Tipsbladet
Superliga

Morten Duncan om sit karrierestop: Havde ikke niveauet mere

Gnisten og gejsten manglede for Morten Duncan Rasmussen i hans sidste år som spiller, og nu nyder han jobbet som angrebstræner i FC Midtjylland.

Den mest scorende spiller i Superligaen er Morten Duncan Rasmussen med 145 kasser, men den 34-årige eks-angriber kommer ikke til at lave flere. I stedet skal han nu lære offensivspillerne i FC Midtjylland at komme frem til ligeså mange nemme mål, som han selv gjorde i karrieren.

Stoppet som aktiv kom dog ud af det blå, men i et interview på FC Midtjyllands officielle hjemmeside fortæller 'Duncan' nu om sit sidste år, som foregik i cypriotisk fodbold.

- Jeg tog det sidste år af min karriere på Cypern, og jeg tror godt, at jeg vidste, at det ville blive den sidste omgang som spiller. Jeg tror, at tankerne løbende var på, hvad der skulle ske bagefter. Jeg tror stille og roligt, og at mistede gnisten og gejsten, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne godt lide at være til træning og stadig være fodboldspiller, men jeg følte nok, at jeg ikke helt havde det samme niveau. Men jeg følte også mentalt, at jeg var ved at være træt, forklarer Morten Duncan..

Morten Duncan Rasmussen peger derfor på, at det var meget let at stille støvlerne på hylden, da FC Midtjylland kom med deres forslag om, at han kunne blive ansat som angrebstræner i klubben.

- Det gjorde det helt klart nemmere at stoppe, at man havde så spændende en mulighed bagefter, lyder det fra ham.

I løbet af sin karriere som spiller nåede Morten Duncan Rasmussen foruden FC Midtjylland også forbi klubber som tæller AGF, Brøndby, Celtic, Mainz, AaB, Sivasspor, Pogon Szczecin og endelig Enosis Paralimni.