Morten Olsen åbner for comeback til Poulsen
Illustration
Superliga

Morten Olsen åbner for comeback til Poulsen

Simon Poulsen kan komme tilbage på landsholdet nu, hvor han er skiftet væk fra Sampdoria. 

Den danske venstreback Simon Poulsens klubskifte til AZ kan åbne for et comeback på landsholdet. 

Poulsen var ude af landsholdet i hele 2013, fordi han var langt fra holdet i Sampdoria, men med fornyet optimisme i AZ kan han atter spille sig tættere på nationalmandskabet. 

Landstræner Morten Olsen glæder sig således over Simon Poulsens klubskifte. 

- Som spiller undersøger man selvfølgelig sine muligheder godt, men Simon har været uheldig med nogle forskellige ting i sin klub. Der kom en ny træner, der ikke ville bruge ham, og så er det godt, at han nu er kommet tilbage til AZ, hvor han før har spillet. Det var gennem hans præstationer der, at han kom på landsholdet, og det kan ske igen, hvis han kan finde tilbage til sit spil, siger Morten Olsen til tipsbladet.dk.

Han kan nu konstatere, at han atter får mulighed for at råde over flere alternativer til det evige smertensbarn på landsholdet: Venstre back. 

- Hver gang en spiller som Simon Poulsen kommer tilbage, skærper det konkurrencen. Simon var sidst med, da vi spillede mod Italien på udebane i efteråret 2012, men siden har vi jo fået Nicolai Boilesen tilbage, ligesom der også er et par andre talentfulde venstrebacks, der har gjort det fint. Jesper Juelsgård har for eksempel været med, så der er flere talenter, og vi er godt besat på positionen. Det er bedre end i mange år, siger Morten Olsen. 

Da Thomas Delaney i oktober blev benyttet som venstre back på landsholdet, var han spiller nummer 16, der blev prøvet på positionen siden Niclas Jensens sidste landskamp i marts 2008.