Genoptagelsen af Premier League-sæsonen forventes skubbet fra den 12. juni til 19. juni, da der hos flere spillere og managers angiveligt er bekymring for smitterisiko.
Samtidig har der været rygter om, at Tottenham-manager José Mourinho skulle have bedt om, at sæsonen først gik i gang, når spillerne havde trænet i minimum en måned, hvilket ville skubbe datoen yderligere.
De rygter bliver dog afvist af hovedpersonen selv:
- Jeg har ikke bedt om at få sæsonen yderligere udskudt, siger Mourinho ifølge Sky Sports.
- Jeg vil gerne i gang med at træne, og jeg er desperat efter at få Premier League-sæsonen genoptaget, lige så snart det er sikkert. Særligt nu hvor vi ser andre ligaer starte op igen.