N’Doye efter Zenit-deler: Fint point at starte gruppespillet med
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

N’Doye efter Zenit-deler: Fint point at starte gruppespillet med

Dame N'Doye mener, at FC København var det bedste hold, men mener, at det ene point var en fin måde at starte gruppespillet med.

FC København indledte torsdag aften gruppespillet i Europa League, da de tog imod russiske Zenit Skt. Petersborg i et opgør, der sluttede 1-1.

Men selv om det blot blev til ét point for københavnerne, var de det bedste hold, og det var trods alt en fin måde at indlede gruppespillet på. Det mener FC Københavns angriber, Dame N’Doye, der dog ærgrer sig over, at FC København lavede en fejl ved Zenits føringsmål.

- Vi mødte et Zenit-hold, der stod rigtig godt, men vi gjorde det godt - omend vi ved deres mål laver en fejl, og der kom vi til at betale ved kasse et!

- Jeg synes generelt, at vi var det bedste hold - men det sker engang imellem, at selv om man dominerer kampen - er det ikke sikkert, at man også vinder. Men vi kom godt igen efter deres mål, og med 1-1 fik vi et fint point at starte gruppespillet med, fortæller han til klubbens hjemmeside.

N’Doye kom ikke selv på tavlen i opgøret, og i stedet blev FC Københavns enlige mål sat ind af angrebskollegaen Pieros Sotiriou.

I den øvrige kamp i FC Københavns gruppe tog Slavia Prag en 1-0-sejr over Bordeaux, og dermed topper den tjekkiske klub gruppen. I næste runde gæster FC København franske Bordeaux.