Video : Tipsbladet
Superliga

N'Doye går ikke op i sin mål-rekord: Fokus er på mesterskabet

FC Københavns Dame N'Doye har stort set altid været en særdeles målfarlig herre i Superligaen, hvor han nu har rekorden for flest mål af en udlænding. Det betyder dog ikke det store for ham.

Dame N'Doye skrev historie, da han scorede mod FC Nordsjælland i søndagens Superliga-kamp. Det gør han nemlig ikke bare til FC Københavns mest scorende udlænding nogensinde, men hele Superligaens med 73 scoringer i landets bedste række.

Tidligere var det FCK-legenden Todi Jónsson, der havde rekorden, men han er nu blevet slået af N'Doye, der er dog ikke lader til at være så optaget af at slå rekorder eller ramme de 100 FCK-mål, som han har scoret på tværs af alle turneringer.

Det gør han klart i et interview på FC Københavns officielle hjemmeside.

- Jeg fik at vide efter kampen i søndags, at jeg havde taget rekorden. Jeg vidste det faktisk ikke, og jeg var ikke klar over, at jeg tog rekorden fra en anden FCK’er. Men det er da sjovt og en god ting, siger han og tilføjer:

- Jeg tænker heller ikke på de 100 mål. Mit fokus er udelukkende på, at vi skal vinde vores kampe og tage mesterskabet tilbage. Alle i klubben vil så gerne vinde mesterskabet igen, så det betyder rigtig meget, lyder det fra Dame N'Doye.

Han peger dog på, at han selvfølgelig vil være glad, hvis han rammer de 100 mål, men understreger samtidig, at det er noget, som kommer i anden række.

Næste opgave for N'Doye og FC København er på søndag klokken 17, hvor de møder Hobro på hjemmebane.