Video : Tipsbladet
Superliga

Ned på jorden igen: FC Midtjylland tabte til 1. divisionshold

FC Fredericia vandt torsdag eftermiddag over FC Midtjylland i en træningskamp. Dermed fortsætter Superligaens førerhold sin svingende optaktsform.

Det er kun to dage, siden FC Midtjylland sendte noget af et signal. Da vandt Superligaens nummer ét med 4-0 over Hammarby, som ellers var et af topholdene i Allsvenskan i 2019, og som har flere tidligere Superliga-profiler i truppen.

Hvis det resultat gjorde anledning til, at nogle i Ikast og Herning begyndte at miste jordforbindelsen, blev de i hvert fald hevet ned igen i dag. Torsdag eftermiddag tabte FCM således 1-0 til FC Fredericia fra 1. division.

Læs også:FCM-træner trives under pres: Der er kun ét mål, og det er mesterskabet

Første halvleg sluttede uden mål, men der gik kun seks et halvt af anden halvleg, før FC Fredericia kom foran. Det skete, efter FCM mistede bolden på midten af banen, og pludselig havde Rune Schelde frit løb mod det midtjyske mål. Han sparkede sikkert bolden over i det lange hjørne.

Ingen af holdene scorede yderligere, og dermed endte kampen altså med en 1-0-sejr til de gæsterne fra Trekantsområdet.

Med til historien hører dog, at FC Midtjylland kun stillede med få førsteholdsspillere. De 11 startende var:

Læs også:Transferplanen: FC Midtjylland jagter ny højre back

Ottesen - Damtoft, Onyedika, Nicolaisen, Dyhr - Onyeka, Madsen - Isaksen, Simsir, Anderson - Brumado

Der var altså bare to spillere, Frank Onyeka og Mikael Anderson, på banen fra start, som også kunne betegnes som faste startere i efteråret.

FC Midtjylland rejser på lørdag til Dubai på årets træningslejr, hvor der venter yderligere to testkampe.

Læs også:Avis: FC Midtjylland er tæt på ny højre back

Læs også:Lasse Vibe jagter mesterskabet med FCM: Det er lidt en gave at få

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub