• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Nedrykning koster Lyngby millioner: Vi er nødt til at lave en sparerunde

De anslår i Lyngby Boldklub, at de mister 12 millioner kroner på at rykke i 1. division, så nu må klubben spare. Dernæst skal ejerne se på, om de vil tilføre flere penge.

Af Anders Dehn

Det har ikke været nemt at være fan af eller ansat i Lyngby Boldklub i den sæson, der netop er overstået. Den begyndte med Europa League-kvalifikation, men siden fulgte et trænerskifte, en nær-konkurs-oplevelse, et halvt år uden sejre og som den rustne krone på det tumultariske værk: en nedrykning.

Det er trods alt bedre, end hvis klubben i februar var blevet tvunget til at dreje nøglen om, men derfor er det stadig en tung virkelighed, de skal omstille sig til i det nordlige København.

Læs også: Lyngby leder stadig efter nye købere trods nedrykning: De har kondoleret

Det begyndte de på for en uge siden, da der var bestyrelsesmøde, og de store linjer for den næste sæson er allerede på plads. Det gælder eksempelvis økonomien.

- Det er ikke en investering, vi har været inde og lave. Vi har været gennem en redningsplan, som så er blevet til en forretningsplan, og det var vi lige ved at lykkes med. Så kommer vi til ikke at blive i Superligaen, og så skal vi tilbage igen og lave en redningsplan, fordi vi får 12 millioner kroner mindre i indtægter i næste regnskabsår, indleder bestyrelsesformand Tommy Petersen.

- Det betyder jo de facto, at vi skal lave et helt nyt budget. Vi havde selvfølgelig lavet nogle estimater, der sagde: Hvad nu, hvis det hedder 1. division? Det er man nødt til, og vi vidste godt, at det betød i størrelsesordenen 10 og 15 mio. Nu sidder vi og kigger på i hvert fald 12 millioner mindre i indtægter.

Det er mange penge for en klub af Lyngbys størrelse, og Tommy Petersen lægger da heller ikke skjul på, at det vil kunne mærkes. Eksempelvis er klubben nødt til at få skære ned for at få enderne til at mødes.

- Det giver en ny situation, og det er selvfølgelig det, som bestyrelsesmødet handlede om i mandags: Hvad gør vi nu? Så omstiller vi os og siger, at vi er nødt til at lave en sparerunde. Endnu en sparerunde. Nu skal vi strukturere Lyngby Boldklub til en 1. division-situation, og det betyder, at vi skal spare på vores lønninger og vores omkostninger, siger formanden.

Klubben brugte i sæsonen 2016/17 lige under 40 millioner kroner på at aflønne sine ansatte, og selv om der givetvis er forsvundet en del af de udgifter, da fem spillere forlod klubben i februar, er det et oplagt sted at spare.

Tommy Petersen sagde onsdag til bold.dk, at det ikke er sådan, at Lyngby kommer til at skille sig af med halvdelen af spillertruppen, men den er også for dyr i sin nuværende form til 1. division. Så nu arbejder bestyrelsesformanden og de andre i Lyngby på at finde den rette balancegang mellem at spare og stille et slagkraftigt hold.

- Det er vi i gang med lige nu, så vi forhåbentlig kan lave en blanding af at spare nogle penge, og hvis vi gør det, kan vi med god samvittighed tilføre nogle flere penge. Det bliver spørgsmålet, om ejerne vil det. Det er et åbent spørgsmål, siger Tommy Petersen.

- Det skal jeg fremlægge som bestyrelsesformand, hvis jeg har en god nok plan. Der håber jeg så, at jeg kan strikke en plan, der er god nok, sammen. Det er jeg positiv over for. Jeg kan ikke forestille mig, at vi har sagt A uden at sige B i den her sammenhæng. Men det er da træls.

Dette er anden del af vores interview med Lyngby-formanden om klubbens fremtid. I del 1 fortæller han om ejernes planer for at sælge dele af klubben videre.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.

Superliga

Mere Superliga

Fokus