Video : Tipsbladet
Superliga

Nedrykningstruede Randers regner ikke med forstærkninger til januar

Randers FC må sørge for at overleve med de spillere, de allerede har. Det er i hvert fald planen nu, hvor Superliga-holdene går på vinterferie, fortæller direktør Michael Gravgaard.

Eftersom Randers FC lå sidst i Superligaen, og FC Midtjylland kunne lægge sig i front af tabellen med en sejr, var det næppe et chok for ret mange, at sidstnævnte vandt det indbyrdes opgør mandag aften. Men måden, det skete på, var med til at understrege Randers' mareridtsår, for hjemmeholdet tabte 0-4.

2017 har været dårligt for klubben, der undervejs har mistet daværende cheftræner Olafur Kristjansson og aktuelt er truet af nedrykningsfare, selv om holdet har otte grundspilskampe og et slutspil til at rette op på den sag.

Det skal dog ske med mere eller mindre de samme spillere, som er i klubben i dag. For der er ikke penge til at foretage sig ret meget på transfervinduet, særligt hvis klubben ikke først skiller sig af med nogle folk.

- Vi er jo ikke i en situation, hvor vi har en julemand stående i baghaven, der deler julegaver ud i december måned. Så hvis vi skal være aktive i transfervinduet, kræver det, der kommer nogle ud i den anden ende, siger administrerende direktør og sportsdirektør Michael Gravgaard til Ritzau.

- Udgangspunktet er, at vi arbejder med det, vi har, og så må vi se, om vi ikke kan få noget endnu bedre ud af det. I forhold til efteråret kan det jo næsten kun blive bedre.

Der kommer dog til at blive skiftet en smule ud på ledelsesgangen, eftersom Michael Gravgaard 1. januar fratræder sin stilling som administrerende direktør og fortsætter "kun" som sportsdirektør. Henrik Jørgensen, der hidtil har været økonomidirektør, overtager posten som administrerende direktør.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.