Video : Tipsbladet
Superliga

Nelsson trods dårlig statistik: Vi vil jagte alle muligheder

Selvom FC Nordsjælland endnu ikke har slået et andet top seks hold i sæsonen, vil det unge mandskab gøre alt for at slutte sæsonen godt.

Før FC Nordsjælland mandag står overfor FC Midtjylland på Right to Dream Park, har nordsjællænderne endnu ikke vundet over et af de andre top seks hold i denne sæson. Det skal der rettes op på, mener anfører Victor Nelsson, som vil slutte sæsonen godt af.

- Vi er ikke tilfredse med de resultater, vi hidtil har leveret, og vi kommer som fyr og flamme for at vise, at vi både kan og vil gøre det bedre, siger han til klubbens hjemmeside.

Den stærke stopper ser meget frem til kampen mod FC Midtjylland, som kommer med stor fysik. Den skal det unge hjemmehold forsøge at matche, ligesom de skal holde koncentrationen gennem alle 90 minutter, for de har givet meget væk sidst i kampene.

- Det er derfor, vi ikke har spillet os i en god position, men nu skal vi vise, at vi også kan slå de bedste. Det er ikke ovre endnu, og vi vil jagte alle muligheder og slutte bedst muligt, fortsætter han.

Nelsson nærmer sig i en alder af blot 20 år sin kamp nummer 100 for FC Nordsjælland. Det vil kun ske i denne sæson, hvis holdet formår at nå kampen om en billet til Europa. Sker det, vil han blive den yngste spiller med 100 kampe for klubben nogensinde.