Video : Tipsbladet
Superliga

Nicki Bille Nielsen idømt fire måneders ubetinget fængsel

Den tidligere Superliga-spiller Nicki Bille Nielsen er fredag blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel i Københavns Byret.

Den tidligere Superliga-spiller Nicki Bille Nielsen er fredag i Københavns Byret blevet kendt skyldig i at have været i besiddelse af kokain, at have truet en person med et luft- og fjedervåben, at have slået en dørmand i ansigtet med en knytnæve samt at have truet en sygeplejerske.

Straffen er blevet udmålt til fire måneders ubetinget fængsel, og derudover skal han betale sagens omkostninger på godt 50.000 kroner. Nicki Bille Nielsen har valgt at anke forholdene om vold mod dørmanden og truslen mod sygeplejersken. 

31-årige Nicki Bille Nielsen erkendte flere af forholdene inden retssagen, men nægtede sig skyldig i vold mod dørmanden og i at have truet en sygeplejerske.

Nicki Bille Nielsen har været i en lang række klubber i Danmark og udlandet og står blandt andet noteret for 64 kampe i Superligaen samt tre A-landskampe. Han har senest repræsenteret Lyngby Boldklub, men her blev han fyret i oktober, fordi han blev anholdt af Københavns Politi. 

Nicki Bille Nielsen blev ved juletid skudt i armen og bærer stadig en stor forbinding, men han har i forbindelse med retssagen udtalt, at han håber, han igen kan sparke gang i fodboldkarrieren.