Video : Tipsbladet
Superliga

Nicklas Helenius: Jeg vil gerne være stjernen

Nicklas Helenius vil gerne være stjernen i OB og drømmer om et tocifret antal mål.

Nicklas Helenius har været en langsom starter i OB, men på det seneste er angriberen kommet i gang for fynboerne. Det første mål scorede han i pokalkampen mod Fremad Amager for godt en uge siden, og det blev fulgt op i søndags med et mål i 3-1-sejren over Randers FC.

Den tidligere AaB- og Silkeborg-angriber håber, at det markerer startskuddet til en masse kampe med mål, og han lægger ikke skjul på, at han har store forventninger til sig selv.

- Jeg vil gerne være stjernen, fordi det er det, man stræber efter som angriber, og jeg føler, at jeg kan være det både ved at lave mål og ved at have foden på den sidste aflevering. Men jeg mener også, at man godt kan spille en god kamp som angriber uden at have scoret eller assisteret, fordi der også er andre opgaver som angriber i dag, siger Nicklas Helenius til ob.dk og tilføjer:

-  Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne vil lave et tocifret antal mål og det er da stadig mit mål, men vi skulle også rigtig gerne ende i top-seks med OB og komme langt i pokalen. Det handler om at tage en kamp af gangen og gøre en forskel for OB i hver eneste kamp, og det er sådan set det, siger Helenius i OB’s officielle podcast.

OB møder Hobro IK lørdag eftermiddag.