Nicolai Boilesen får tre år mere i FC København
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Nicolai Boilesen får tre år mere i FC København

Nicolai Boilesen har fået forlænget sin kontrakt med FC København, sådan at den nu først udløber i sommeren 2023.

Tirsdag var det Rasmus Falk, der forlængede sit samarbejde med FC København, og nu er der så blevet sat en underskrift på endnu en kontraktforlængelse i FCK.

Således skriver den danske storklub på sin hjemmeside, at Nicolai Boilesen har fået forlænget sin kontrakt med klubben, sådan at den nu løber til sommeren 2023. Den danske venstrebacks tidligere aftale havde udløb i sommeren 2020.

Boilesen har ligesom holdkammeraten Denis Vavro tidligere været nævnt som et emne for den spanske storklub Valencia, men de rygter ser den nye kontrakt altså ud til at slå foreløbigt ned.

Om sin forlængelse siger hovedpersonen selv:

- Det er en rigtigt god løsning for mig, at vi er blevet enige om at forlænge aftalen. Jeg er utroligt glad for at være i klubben og har fået bygget mig selv op som spiller igen her.

- Da jeg kom til København sagde jeg, at jeg ikke så FCK som et skridt ned i forhold til at spille i en udenlandsk klub, og det har jeg kun fået bekræftet. Vi er med på internationalt niveau, og ambitionerne er store i klubben, siger Nicolai Boilesen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg har allerede været med til at vinde titler her, men min rolle er vokset siden da, og jeg vil meget gerne gøre mit til, at vi kan vinde endnu flere trofæer og opleve nye europæiske eventyr. Det ser jeg virkelig frem til, og det motiverer mig meget at være en del af et hold, der virkelig har et interessant perspektiv, siger den 26-årige venstreback.

Nicolai Boilesen kom til FC København fra AFC Ajax tilbage i august 2016 og har siden spillet 82 kampe for klubben.

Du kan læse mere om, hvad FCK-manager Ståle Solbakken har at sige om forlængelsen her.