Nicolai Poulsen om god Randers-sæsonstart: Jeg er jo kommet tilbage
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Nicolai Poulsen om god Randers-sæsonstart: Jeg er jo kommet tilbage

Randers' Nicolai Poulsen var glad for sejren på 3-0 over Hobro søndag eftermiddag.

Randers tog søndag eftermiddag en sejr på 3-0 over Hobro, og her var der tale om en kamp, som Randers' Nicolai Poulsen bestemt var tilfreds med at være en del af. Særligt fordi det blev til en del scoringer.

Det siger han i et interview med Eurosport 2.

- Det, jeg er mest glad for, er, at vi får lavet nogle mål på hjemmebane. Dem har vi ikke fået lavet så mange af, men i dag må vi sige, at vi er skarpe i første halvleg. Det er en ret lige kamp, indtil vi scorer. Men så sidder vi på tingene, og vi kunne også have lavet flere. Men vi skal stadig være bedre i første halvleg. 

Sæsonstarten er desuden blevet en del stærkere i denne sæson end den i sidste sæson. Her kan Nicolai Poulsen nemt se en af årsagerne, som han kommer frem til med et glimt i øjet.

- Først og fremmest er jeg jo kommet tilbage fra Norge. Nej, spøg til side. Jeg synes, at vi har fået samlet en enhed, som kæmper for hinanden, og det synes jeg også, at man kan se. Det er ikke mange chancer, vi har givet væk i de første kampe. På den måde bliver vi svære at slå, og det var det, vi talte om inden sæsonen, at hvis vi blev svære at slå, så ville det se rigtig godt ud.

Med sejren er Randers pt på femtepladsen i Superligaen, og i næste runde skal holdet møde FC Midtjylland på udebane.