Video : Tipsbladet
Superliga

Nicolaj Thomsen om forfærdelig Sala-tragedie: Det er dybt tragisk

FC Københavns Nicolaj Thomsen, der spillede sammen med Emiliano Sala i Nantes, begræder argentinerens formodede død.

Den 22. januar kunne engelske myndigheder bekræfte, at Emiliano Sala, som Cardiff lige have købt i franske Nantes for omkring 125 millioner kroner, var ombord på et fly, der var meldt forsvundet. 

Sala og piloten David Ibbotson mistede kontakt med omverdenen, da de fløj over den engelske kanal, hvor flyvraget blev fundet tidligere på ugen. 

Onsdag kunne AAIB - Air Accidents Investigation Branch - fortælle, at et lig fra flyet er blevet bjærget. Hvorvidt det er liget af Emiliano Sala eller piloten David Ibbotson, vides ikke. 

Flystyrtet skete i forbindelse med, at Emiliano Sala var rejst tilbage til Nantes for at sige farvel til sine holdkammerater inden skiftet til Premier League-klubben. 

Én af Salas tidligere holdkammerater i Nantes, den nuværende FC København-profil Nicolaj Thomsen, begræder argentinerens formodede død. 

- Det er dybt tragisk. Jeg forstår det ikke rigtigt endnu. Han var en fantastisk fyr - meget socialt anlagt, fortæller Thomsen til BT

Thomsen, der nåede at være holdkammerat med Sala i et halvt år, fortæller, at Sala altid var i godt humør. 

- Han var sådan en rigtig sydamerikaner med et godt glimt i øjet, som altid gav den fuld power til træning, og så var han en super jovial fyr, som altid var i godt humør. Han var en af de første, som prøvede at få mig ind i gruppen.

- Han var god til at samle folk, selvom han ikke var fra Frankrig. Han kunne en smule engelsk, men der var en anden sydamerikaner, som var rigtig god til engelsk, som bandt det hele sammen, slutter midtbanespilleren. 

Næste skridt i sagen er, at det bjærgede lig skal fragtes til Portland, hvor en obduktion skal foretages.