Nielsen: Ikke skræmt af konkurrenter
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Nielsen: Ikke skræmt af konkurrenter

Casper Nielsen lader sig ikke gå på af flere konkurrenter i Esbjerg fB, og håber på snart at få chancen.

Talentet står lysende klart for unge Casper Nielsen. Som del af Superliga-truppen i Esbjerg fB er forhåbningerne mange, og senest har Nielsen også været med det danske U/21-landshold i Belek. 

Vejen til spilletid er dog endnu ikke banet for den unge komet. Trods flere gode præsentationer i Tyrkiet skal Casper Nielsen kæmpe med spillere som Magnus Lekven, Hans Henrik Andreasen og nytilkomne Erik Friberg. Det er dog ikke konkurrenter, der skræmmer den unge spiller væk:

- Det giver mig bare mere blod på tanden og skærper mig, at der er kommet en ny spiller til på den centrale midtbane, og jeg er blevet endnu mere opmærksom på, hvad jeg skal forbedre. Det gælder især duelspillet, og hvordan jeg skal placere mig på banen. Det nye presspil passer rigtig godt til min aggressive spillestil, siger Casper Nielsen til klubbens hjemmeside og understreger: 

- Jeg har nogle andre kvaliteter, blandt andet at jeg er rigtig godt med offensivt, jeg er målfarlig, og jeg kan lægge op til mine medspillere. Jeg valgte i efteråret at forlænge aftalen med EfB frem til 2017 med henblik på at slå igennem. Efter en god periode i forberedelserne har jeg en forventning om snart at få chancen, udtaler Nielsen.

Casper Nielsen er 20 år og optræder på den centrale midtbane.