Video : Tipsbladet
Superliga

Niki Zimling: SønderjyskE-tilbud føltes ikke rigtigt

Niki Zimling overvejer fremtiden efter bruddet med SønderjyskE. Der er flere muligheder i spil.

Den tidligere landsholdsspiller Niki Zimling forlader SønderjyskE, når hans kontrakt udløber 30. juni, det har Haderslev-klubben meldt ud torsdag middag.

SønderjyskE ville gerne have beholdt Zimling i klubben, men ikke som spiller. Sønderjyderne tilbød i stedet den 34-årige midtbanemand en rolle udenfor kridtstregerne, men det takkede han nej til.

Nu tegner fremtiden uvist. 

- Jeg har gjort mig mange overvejelser, og det har ikke været nemt. Nu skal jeg finde noget nyt, som også passer med familien, og det er vi i fuld gang med. Der er mange ting, der spiller ind. Jeg følte ikke, at den mulighed, SønderjyskE tilbød mig, var den rigtige på nuværende tidspunkt, siger Niki Zimling til tipsbladet.dk.

Zimling er afklaret med, at SønderjyskE ikke ønskede at gå videre med ham som en del af spillertruppen.

- Jeg respekterer fuldt ud klubbens beslutning. Den er de i deres gode ret til at træffe, siger han.

Niki Zimling arbejder nu på at få afklaret fremtiden, og det er ikke givet, at den tidligere landsholdsspiller fortsætter karrieren på banen. Der er også andre muligheder, der trækker i ham.

- Jeg har flere muligheder på hånden, og dem kigger jeg på nu. Der er muligheder på banen, men jeg har også nogle muligheder udenfor fodboldens verden. Jeg har længe overvejet, hvad der er det rigtige for mig, og de overvejelser gør jeg mig stadig, siger Zimling, der ikke vil til udlandet igen:

- Jeg forventer helt klart at blive i Danmark. Mine børn er begyndt i skole nu, så jeg skal ikke ud igen. 

Niki Zimling vendte hjem til dansk fodbold og SønderjyskE for to år siden, og han har spillet 45 kampe og scoret fem mål for de lyseblå.