Nørgaard føler med Brøndby: Fik kvalme, da de tabte derbyet
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Nørgaard føler med Brøndby: Fik kvalme, da de tabte derbyet

Det gør ondt på Christian Nørgaard at se Brøndby IF i den nuværende forfatning, og særligt nederlaget til FC København var hård kost. Han tror og håber dog, at tingene er ved at vende.

Det har ikke været nogen succes for hverken Christian Nørgaard eller Brøndby IF, siden parterne skiltes i sommer. Klubben er langt fra FC København og FC Midtjylland, mens spilleren blot har fået én indskiftning i Serie A.

Nørgaard kan kun følge Brøndbys skrantende form på afstand, men det er også slemt nok. For han går stadig meget op i, hvordan det går hans tidligere arbejdsgiver, så de seneste måneder har været nogle tunge af slagsen.

- Det har været tough. Meget tough. Jeg har selvfølgelig set alle kampe, og jeg føler meget med klubben i den her periode, fordi det har bare været stolpe ud. Også i derby,(FCK, red.) scorer i overtiden, og man kan sidde og få lidt kvalme, når man ser det. Det gjorde jeg i hvert fald. Så den er hård, og jeg savner klubben ekstremt meget, for det var nogle specielle år her til sidst, siger Christian Nørgaard.

Han holder fortsat kontakten med sine gamle holdkammerater og særligt Lasse Vigen Christensen, som han er gode venner med efter flere år sammen på diverse U-landshold.

Når Brøndbys form skal forklares, har kommentatorer ofte peget på blandt andre Nørgaards exit. Og selv om han ikke finder nogen glæde i nedturen, kan han godt finde stolthed i at have opnået den position.

- Det vidner om, at man havde kæmpet sig til en plads og fået noget Brøndby-DNA ind i blodet. Det synes jeg godt, man kan være stolt af. Men nu er der gået lang nok tid til, at de ikke behøver bruge den som undskyldning. Nu må de godt til at få styr på det derude, siger Nørgaard med et grin.

- Når man fjerner os tre i form af Rønnow og Pukki, som har været der i lang tid og kendte klubben og spillestilen ud og ind, så skal der også opbygges noget igen. Nu vender det her efter hjemmebanesejren mod AGF.

Brøndby gik ganske rigtig på landskampspause ved at slå AGF 2-0. Næste opgave er udekampen mod SønderjyskE på søndag. Christian Nørgaard Fiorentina skal på besøg hos Bologna.