Video : Tipsbladet
Superliga

Norsk forbund har gransket Heltne Nilsen-transfer: Intet at komme efter

Norges fodboldforbund har undersøgt transferen med Sivert Heltne Nilsen fra Brann til AC Horsens og konstateret, at der ikke er noget at komme efter.

Sivert Heltne Nilsens skifte fra Brann til AC Horsens har tiltrukket sig opmærksomhed på mange forskellige niveauer. Blandt andre fra NFF, det norske fodboldforbund.

Branns bestyrelsesformand Eivind Lunde indikerede i et interview, at man mundtligt havde givet Sivert Heltne Nilsen tilsagn om et skifte, hvis den rigtige mulighed bød sig, og den aftale løb klubben altså ikke fra, da AC Horsens meldte sig på banen. Problemet er imidlertid, at det ikke er lovligt ifølge reglerne i Norge at lave mundtlige aftaler. Aftaler skal nedfældes på skrift og indgå i kontrakten eller som et bilag til kontrakten.

Det gav NFF anledning til at gå transferen med Sivert Heltne Nielsen efter i sømmene, og her en uge senere er forbundet klar med en konklusion. Der er ikke noget at komme efter.

- Vi fik en forklaring fra Brann og Heltne Nilsen tirsdag, som vi sendte videre til vores jurister, og de vurderede, at intet er i strid med reglementet, siger Espen Auberg fra Norges fodboldforbund til Aftenposten.

Sivert Heltne Nilsen skrev med sit skifte til AC Horsens transferhistorie som Superliga-klubbens største indkøb til dato.