Video : Tipsbladet
Superliga

Ny AGF-assistent roser spillerne: Der er meget høj kvalitet

Rubén Sellés har brugt knap to uger på træningsbanen som assistenttræner i AGF, og han er godt tilfreds med sine nye spilleres niveau. I eftermiddag spiller holdet den anden træningskamp i vinteropstarten.

Da AGF's nye assistenttræner, Rubén Sellés, havde første dag på træningsbanen på Fredensvang for knap to uger siden, blev han blandt andet spurgt til sin tidligere klub. For Sellés kom fra Champions League-fodbold med FK Qarabag til dansk bundkamp i Aarhus, så hvordan ville det nu være?

Noget tyder dog på, at spanieren ikke ligefrem er blevet skræmt af sine nye spilleres niveau. Tværtimod roser han AGF'erne for både deres evner og deres indsats til træning.

- Det var været nogle gode uger med en meget høj kvalitet i træningen. Der er gode spillere på alle positioner, og det har været let at kommunikere og arbejde med dem alle sammen. Spillerne er lydhøre, lærevillige og har en stor appetit på at udvikle sig. Jeg har jo kun været her et par uger, men jeg er meget glad for, hvad jeg har oplevet indtil nu, siger Sellés til agf.dk.

Sellés og resten af AGF-mandskabet skal i eftermiddag i kamp for anden gang i vinteropstarten, når holdet møder Brabrand IF fra 1. division. Det er endnu en lokal modstander, efter Aarhus Fremad blev sendt hjem til Riisvangen med et 4-0-nederlag i weekenden.

Der er stadig en rum tid til sæsonstart, så Sellés og cheftræner David Nielsen prioriterer stadig at få så mange i kamp som muligt.

- Alle skal helst i spil, hvis de er klar og ikke skal skånes af fysiske grunde. Overskriften for de her testkampe er at få så mange spillere i spil som muligt. Spillerne skal have nogle kilometer i benene og bruge kampen til at lægge yderligere på i deres forberedelser, siger Rubén Sellés.

Der er kickoff til testkampen mod Brabrand klokken 16.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.