Ny Brøndby-bomber: Dejligt at lave mål
Foto: Kasper Nielsen / Brøndby IF
Superliga

Ny Brøndby-bomber: Dejligt at lave mål

I går kunne Brøndby tilføje endnu en målscorer til truppen, da Gustaf Nilsson scorede i sin debut for klubbens reserver. Han scorede til 3-1 mod FCK's reserver i en kamp, der endte 5-1.

Gustaf Nilsson har ventet i fem måneder på at gøre comeback til fodboldbanen, og i går skete det så. Den høje svensker scorede for Brøndbys reserver i 5-1-sejren mod FCK, og var efter kampe glad for igen at kunne løbe ind på grønsværen.

- Det er dejligt at være tilbage på banen. Det er fem måneder siden jeg blev skadet, så det er dejligt at være tilbage og få spillet 60 minutter. Kroppen har det fint, jeg ville gerne spille mere, men nu blev det til 60 minutter i dag, siger Gustaf Nilsson til klubbens hjemmeside.

Den 19-årige svensker brækkede tilbage i april sin ene fod i en kamp for sin tidligere klub Falkenberg, men gjorde altså comeback i går og gjorde noget af det, han er hentet til klubben for at gøre: Lave mål.

- Det er altid dejligt at lave mål. Og så var det første mål i Brøndby-trøjen, så det var fint, siger han og fortsætter med at fortælle om spillet med sine holdkammerater.

- Det var et godt samarbejde. Vi gjorde det svært for forsvarsspillerne, så jeg synes at vi spillede en god kamp.

Mark Strudal, der er assistenttræner i Brøndby, så kampen, og var efterfølgende tilfreds med sejren og med Gustaf Nilssons spil.

- Jeg er rigtig glad på Gustafs vegne for, at han er tilbage. Jeg har selv prøvet at være væk i lang tid med skader, hvor det er månedsvis man er væk. Der er ikke noget værre som spiller end at være uden for en trup, man føler sig fuldstændig isoleret. Nu kommer han tilbage, får gjort en god figur og får også scoret et mål og på den måde bliver yderligere motiveret for at få det rigtige comeback. Så stort plus i bogen til ham og dejligt at se ham tilbage, siger assistenttræneren.

Nu venter der en landskampspause for Brøndby, hvorefter Gustaf Nilsson kan få debut for klubbens førstehold. Næste kamp er den 16. oktober på udebane mod FC Nordsjælland.