FC København går et udfordrende forår i møde, hvor de har presset solidt hvilende på sig allerede før første kamp. Guld er målsætningen, men det kræver, at FC Midtjyllands otte points forspring bliver indhentet, og den opgave bliver skudt i gang på søndag, når FCK's første forårskamp finder sted i Parken mod FC Vestsjælland.
Ét af de nye ansigter i truppen er irske Kevin Foley, og han er vant til at spille under pres på store scener. Han har spillet læssevis af kampe i Premier League og kæmpet om oprykning fra The Championship, ligesom han også har været en del af det irske landshold. Han siger, at presset i FC København er noget helt andet, end det han tidligere har oplevet i karrieren.
- Uanset hvilket hold eller liga du er en del af, så skal du præstere. FC København er klart det største hold her, og alle forventer, at de tager trofæer hvert år, så der er altid store forventninger til holdet. Jeg tror faktisk, at presset er større her end i min tid i England. Jeg var under et andet pres i England, hvor vi kæmpede for oprykning, og når vi skulle blive oppe i Premier League, men her er det anderledes, siger Kevin Foley til tipsbladet.dk og fortsætter:
- Jeg nyder presset og trives med det, og jeg ser frem til at komme i gang. Det bringer det bedste frem i folk. Man skal aldrig læne sig for meget tilbage. Så når der er pres på, er det en god ting for os, lyder det fra den irske back, der nåede 74 Premier League-kampe for Wolverhampton.
Han er skiftet til FC København på en kontrakt frem til sommer, og han glæder sig til at komme i gang med Superligaens forårssæson, hvor det altoverskyggende mål er at nedlægge ulvene fra Midtjylland.
- Vi står foran en stor udfordring med FC Midtjylland, der har et stort forspring, så vi har talt meget om at få en god start og lægge pres på dem fra første kamp. Vi ved, at vi kan klare det. Det handler meget om dagsformen, når kampene skal spilles, men vi er godt forberedte efter en træningslejr med masser af teknisk og taktisk træning, og det har været godt for mig, Björn (Sigurdarson, red). og Ludwig (Augustinsson, red.), der er alle er nye spillere i truppen, siger Kevin Foley videre.
Han vil bevise sit værd i konkurrencen med de øvrige backspillere, der figurerer i FCK-truppen, men han har kun gode ting at sige om konkurrenterne.
- Min egen rolle bliver at kæmpe for spilletid med Tom (Høgli, red.), Ludwig (Augustinsson, red.) og Christoffer Remmer, som er på vej tilbage fra en skade, så vi er fire backspillere til de pladser. Det er gode og dygtige fyre, så jeg synes, at det er sundt for holdet med konkurrencen, når der er mange spillere. Manageren har sagt, at de bedste spillere starter, og det har jeg ikke nogen problemer med. Jeg skal bare vise, hvad jeg kan overfor manageren, holdkammeraterne og fansene, at jeg er god nok til at spille for holdet. Nu må vi vente at se. Der kommer en del kampe i foråret, og jeg vil arbejde så hårdt, jeg kan, siger Foley, der udover højrebacken også kan gøre sig på venstre side af forsvaret, ligesom han også tidligere har spillet på midtbanen.
- Jeg foretrækker højreback, men jeg kan også spille på venstreback, selvom jeg nok har spillet flere kampe oppe på midtbanen end venstrebacken. Da jeg var yngre, var jeg tit på midtbanen, men 90 procent af mine kampe har været på højre back, så det er der, jeg foretrækker at spille. Men jeg føler mig ganske alsidig, og jeg spiller der, hvor manageren placerer mig.
Forude venter åbningskampen mod FC Vestsjælland, og ambitionen hos Kevin Foley er klar.
- Det er kun en sejr, der tæller for os. Det er den første kamp, og vi kan kun bruge en sejr til noget. Det vil være et godt resultat for os. Vi skal vise, at vi har bygget op frem mod denne kamp i de sidste seks-syv uger, så det er nu, slaget skal stå. FC Vestsjælland håber selvfølgelig også på et godt resultat, men vi skal vise, at vi vil det mere end dem, siger den irsk forsvarsspiller.
31-årige Kevin Foley har spillet for Wolverhampton, Blackpool og Luton Town i sin tid i engelsk fodbold.