Video : Tipsbladet
Superliga

Ny FCM-boss foran debut: Selvfølgelig sætter jeg mit eget præg

Kenneth Andersen debuterer som FC Midtjylland-træner på lørdag, og han glæder sig til at mærke suset til en Superliga-kamp.

Om to døgn debuterer 50-årige Kenneth Andersen som Superliga-træner. Det gør han for FC Midtjylland, der i landskampspausen har skiftet ud på trænerbænken og forfremmet Kenneth Andersen fra en tjans som U19-træner. Stillingen blev ledig, da Jess Thorup rykkede til KAA Gent i Belgien.

Kenneth Andersens debut bliver på kunstgræsset på Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland byder op til dans, og FC Midtjylland-træneren kan ikke vente med at få sin ilddåb som Superliga-boss.

- Det kommer helt sikkert til at krible lidt i maven, når det bliver lørdag. Men det er en rigtig god kriblen, og jeg glæder mig utrolig meget til kampen. Det bliver helt sikkert noget andet end, hvad jeg er vant til, siger Kenneth Andersen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Den største forskel bliver alt det rundt om kampen med interviews og sådanne ting. Det er jeg slet ikke vant til, selv om jeg har været på bænken før i Superligaen. Når først kampen er i gang, tror jeg ikke, der er den store forskel. Så er det jo i sidste ende bare fodbold.

Et markant anderledes punkt i jobbeskrivelsen er kontakten med medierne. Som Superliga-træner er det et punkt, man lige så godt kan vænne sig til. Telefonen har da også allerede ringet noget mere, end den plejede.

- Det har jeg det fint med. Jeg vidste godt, at det var en del af pakken, og så måtte jeg gøre op med mig selv, om jeg ville det. Og det skulle ikke være nogen stopklods. Jeg synes egentlig også, der var fin dækning af vores U19-mandskab – især i forbindelse med europæiske kampe – så det er trods alt ikke helt nyt for mig, lyder det fra FCM-træneren.

Det helt store spørgsmål i forbindelse med trænerbyttet i FC Midtjylland er selvsagt; hvordan bliver Kenneth Andersens FCM sammenlignet med Jess Thorups FCM? Det bliver meget af det samme, lyder det.

Kenneth Andersen fastslår blandt andet, at han fastholder den succesfulde Jess Thorup-opfindelse 3-4-3-opstillingen.

- Jeg kommer selvfølgelig til at sætte mit eget præg på det, men jeg har ikke i sinde at ændre så meget. Jeg vil gribe det flow, der er i trænerstaben og i spillertruppen og forsøge at ride videre på den bølge. Det er jo gået meget godt for FC Midtjylland. Jeg vil godt garantere, at når man har set kampen mod FC Nordsjælland på lørdag, vil man bagefter ikke sidde og tænke ”Hold da op, ja, de har godt nok fået ny træner”, siger han.

Og den første opgave er altså ude mod FC Nordsjælland.

- Det bliver en svær nød at knække, for jeg synes, FC Nordsjælland er et mandskab, der er svære at have med at gøre. Det bliver helt sikkert en tæt kamp, men mit primære fokus har været på os selv, og hvordan vi skal gribe kampen an, lyder det fra Kenneth Andersen.

Der er kickoff mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland lørdag klokken 16.00.