Eggert Jonsson, Apostolos Vellios og Osama Akharraz var allerede på plads, og lørdag fik FC Vestsjælland så endnu en tilføjelse til truppen, da klubben annoncerede, at man har skrevet kontrakt med finske Jukka Raitala. Den 26-årige finne blev løst fra sin kontrakt i hollandske Heerenveen, og han kunne derfor skifte efter transfervinduet blev lukket natten mellem madag og tirsdag.
I FC Vestsjælland skal Jukka Raitala være med til at sikre, at klubben fra Slagelse overlever i Superligaen. Selv ser han frem til udfordringen.
- For mig er det vigtigt, at jeg får chancen for at spille, og jeg vil gerne hjælpe holdet til overlevelse i denne sæson. Det er det, jeg håber på, og jeg vil give alt for, at vi overlever, siger Jukka Raitala til klubbens hjemmeside.
Klubben rejser tirsdag hjem fra træningslejr, og dermed har Jukka Raitala fået muligheden for at bruge lidt tid sammen med klubbens andre spillere på træningslejren. Noget, han selv vurderer kan være værdifuldt.
- Det gik ret hurtigt, da jeg kom til klubben. Det er vigtigt for mig, at jeg kunne komme her og være med spillerne på træningslejr. Indtil videre har det været godt, siger han.
- Det ser godt ud (truppen, red.). Vi har mange erfarne spillere, og jeg er blevet taget godt imod. Jeg er glad for at være her, siger Jukka Raitala.
Finnen har fået kontrakt frem til sommer og skal altså være med til at hente ind på de øvrige hold i tabellen. Som det ser ud i øjeblikket, har FC Vestsjælland fire point op til nedrykningsstregen.
Raikala spiller hovedsageligt venstre back.