Ny Horsens-spiller: Jeg er klar til udfordringen
Peter Therkildsen yderst til venstre. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Ny Horsens-spiller: Jeg er klar til udfordringen

20-årige Peter Therkildsen glæder sig til at prøve kræfter med landets bedste række i næste sæson, når han udskifter Næstved Boldklub med AC Horsens.

Det blev ikke til ét eneste minut i NordicBet Ligaen i efteråret 2017, da Peter Therkildsen spillede i HB Køge, og sidste vinter tog han derfor turen ned i 2. division for at spille i Næstved Boldklub. 

Her blev den nu 20-årige defensivspiller med det samme fast mand og spillede samtlige minutter i foråret, inden at Næstved rykkede op i NordicBet Ligaen. I landets næstbedste række har unge Therkildsen, der både kan spille i midterforsvaret og på midtbanen, spillet samtlige kampe i det forgangne efterår, og til sommer tager han så endnu et skridt op ad karrierestigen.

Der skifter han nemlig til AC Horsens i Superligaen:

- AC Horsens og især Bo Henriksen har været god til at vise interesse for mig fra første minut, og det har virkelig været en gennemført proces, hvilket har været med til at overbevise mig og gøre mig tryg. Bo har været god til at fortælle om hans plan i forhold til mig og klubben, og det hele passer bare rigtig godt.

- Det har ikke været en nem beslutning at forlade Næstved, for jeg har store følelser for klubben, men det er det rigtige skridt for mig, og jeg er klar til udfordringen som superligaspiller, fortæller Peter Therkildsen til AC Horsens' hjemmeside og fortsætter:

- Ambitionen er at komme ind og spille superligabold, men om det bliver fra starten, efter et halvt år eller et år er svært at sige. Det bliver en tilvænningsproces, og jeg vil i første omgang give den en skalle og bidrage med det, jeg kan. Jeg er meget spændt og glæder mig til at komme i gang med at træne under Bo og sammen med mine nye holdkammerater fra sommer, siger den nye Horsens-spiller.

Peter Therkildsen skifter til AC Horsens på en fri transfer og har skrevet under på en fireårig aftale med Superliga-klubben.