Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Horsens-stopper mestrer flere positioner: Vi har fået en ekstra midtbanespiller

Erhan Masovic spiller i denne sæson på leje hos AC Horsens, der i første omgang hentede serberen som en forstærkning til midterforsvaret. Sidenhen har det dog vist sig, at han også evner at spille på midten. Det fortæller assistenttræneren i Horsens, Mads Lyng, efter mandagens træningskamp mod SønderjyskE.

Den 20-årige serber skiftede i sommeren fra Club Brügge til AC Horsens på en lejeaftale, der gælder hele denne sæson. 

Masovic blev hentet som en defensiv forstærkning, men i fredagens opgør mod SønderjyskE blev han skiftet ind på den defensive midtbane. Og det er en position han gør det godt på, hvis man spørger i Horsens-lejren. Mandag fik han nemlig endnu en gang spilletid på midtbanen i reserveholdskampen mod SønderjyskE, og assistenttræneren, Mads Lyng, beskriver nu Masovic som en ekstra mand til midtbanen.  

- På U21-landsholdet spiller han ofte på 6-positionen, og vi så i hans indhop i fredags i superligakampen, at han spiller godt på den position, og derfor ville vi prøve ham på midtbanen igen. På den måde har vi fået en ekstra midtbanespiller i truppen. Vi har hentet ham som stopper, men det giver os ekstra muligheder. Han har potentialet til at blive meget dygtig - og også dygtigere end til Superligaen, siger han ifølge Horsens Folkeblad

Mandagens reserveholdskamp mellem AC Horsens og SønderjyskE endte 1-0 til Horsens. Kampen bød i øvrigt på 90 minutters spilletid til Jannik Pohl, der kvitterede med en assist til Matthias Præst.