Ny i Superligaen: Alle topklubber kunne bruge ham - også FCK
Superliga

Ny i Superligaen: Alle topklubber kunne bruge ham - også FCK

I en ny serie frem mod sæsonstart sætter tipsbladet.dk fokus på de nye drenge i Superligaen med input fra folk, der kender spilleren godt. Denne gang FC Midtjyllands Harmeet Singh.

Transfervinduet bød på en række nye spillere i Superligaen. Nogle af dem har været her før, andre er helt nye ansigter, nogle er danske, andre har udenlandsk pas. I en ny serie frem mod sæsonstart sætter tipsbladet.dk fokus på de nye drenge i Superligaen med input fra et øjenvidne i form af spillere, trænere eller eksperter, der kender vedkommende på den ene eller anden måde.  
 
Denne gang sætter vi fokus på Harmeet Singh, FC Midtjylland.
 
Navn: Harmeet Singh
Ny klub: FC Midtjylland
Kontrakt til: 31.12.2018
Position: Central midtbane
Alder: 25 år
Tidligere klubber: Vålerenga, Feyenoord, Molde
Seniorkampe/mål i karrieren: 161/12
 
Sagt ved præsentationen: 
Claus Steinlein, sportsdirektør i FC Midtjylland:
- Det er lidt af et scoop, at vi kan hente ham til FC Midtjylland. Det troede jeg ikke var muligt, da transfervinduet åbnede.
 
- Harmeet er en dygtig midtbanespiller, der dækker flere positioner. Han er en stærk assists- og erobringsspiller og en spiller, vi har fulgt gennem længere tid. Han har gjort det godt i Molde og er inde omkring det norske landhold. Så det er en spiller, vi er glade for at tilknytte vores trup.
 
Det siger øjenvidnet til tipsbladet.dk:
David Nielsen, tidligere træner i norsk fodbold - blandt andet i Strømsgodset:
- Han er en topspiller. En spiller i skandinavisk topklasse. Han kan bidrage med nogle positive ting, og han kommer til at give FC Midtjylland nogle flere muligheder. Han er en dygtig boldspiller og teknikker med international erfaring fra både landsholdet og Feyenoord
 
- Han er en kontrollerende midtbanespiller, der både kan bruges som 8'er og 6'er. Han er helt klart en potentiel profil i Superligaen, og alle tophold kunne have haft gavn af ham – også FCK.

- Han passer fint ind i FC Midtjylland, hvor han kan bidrage med sine pasninger fremad banen. Han kommer givetvis til at spille med Tim Sparv på midtbanen, og det vil passe godt med et sikkerhedsnet bag ham, så han kan spille sine risikobetonede afleveringer. Det er alt i alt en super spiller, der også gjorde det godt for Molde i efteråret, hvor han også var med til at få succes i Europa League. Det er en no-brainer at hente ham, og det er godt set af FC Midtjylland