Video : Tipsbladet
Superliga

Ny islandsk OB'er fast besluttet på at slå Brøndby

Aron Elis Thrandarson kan få debut mod Brøndby, og her vil han have en sejr, og så håber han på stærk opbakning fra de fynske fans.

OB er en af de klubber, som har været mest aktive Superliga-klubber i vinterens transfervindue. En af de nye ansigter i den fynske trup er den 25-årige islandske midtbanespiller Aron Elis Thrandarson.

Han har nu været en del af holdet siden slutningen af december, og i et interview på OB's officielle hjemmeside fortæller han om den første tid og holdets kommende kamp mod Brøndby, hvor han kan få debut.

- Det har været rigtig dejligt. Jeg har følt mig meget velkommen her i OB. Vi har været i Tyrkiet på en god træningslejr, og nu gælder det Brøndby på søndag, siger Thrandarson, som også bemærker, at han er kommet til en klub med mange gode spillere, hvor træningen har en høj kvalitet.

OB er inden forårssæsonen på niendepladsen med ét point op til top seks, og derfor er alle point i de sidste seks grundspilskampe af stor betydning. Derfor sigter den islandske spiller efter tre point.

- Det er en vigtig kamp for os. Det er afgørende at starte godt, og vi er fast besluttede på at lægge ud med en sejr - og så håber jeg på at se en masse fans på stadion, som gerne skal være med med os til det sidste, lyder det fra den nye OB'er.

Kampen mellem OB og Brøndby spilles søndag klokken 18, og den sendes direkte på TV3+.