Ny Randers-bomber vil nedlægge FCK
Randers FC's 22-årige angriber Erton Fejzullahu har allerede nærstuderet programmet for afviklingen af forårets Superliga-kampe, og specielt én dato sprang i øjnene for lejesvenden fra NEC Nijmegen.
På Erton Fejzullahus 23 års fødselsdag møder hans Randers nemlig FC København. Den klub som han repræsenterede fra han var 17 til 19 år. Og Randers' nye bomber drømmer om at få Parken-debut på sin fødselsdag med at få en hovedrolle.
- Jeg drømmer selvfølgelig om at bevise overfor FC København og alle i Danmark, at jeg er en god spiller, og den 9. april bliver selvfølgelig noget helt specielt for mig. Jeg nåede aldrig at optræde for dem inde i Parken, og jeg håber, at jeg kan spille en god kamp og score et mål, så vi vinder 1-0, siger Erton Fejzullahu med et lille grin til tipsbladet.dk.
LÆS OGSÅ: Dobbelt Fejzullahu for Randers
Den svenske angriber med de kosovoalbanske rødder har dog mere end opgøret mod sin eksklub i tankerne. Han drømmer om at spille en masse kampe, score en masse mål og ikke mindst hjælpe Randers FC ud af nedrykningsfaren i bunden af rækken.
- Jeg er kommet ind på et virkelig godt hold, og jeg glæder mig meget til sæsonstarten mod FC Nordsjælland. Da jeg valgte at tage hertil, tænkte jeg selvfølgelig over, at det kunne blive et svært halvår, men der er ikke ret langt op til holdene over os og helt op til femtepladsen. Og så har vi jo også en semifinale i pokalturneringen, som jeg håber, vi kan vinde, siger Fejzullahu.
I træningskampene op til sæsonstarten har Erton Fejzullahu glimtet ved at score to mål i en træningskamp mod Odd Grenland, og Randers-angriberen mener også, at han er bedst som angriber - for eksempel ved siden af en type som Frank Kristensen.
- Jeg præsterer bedst, når jeg er angriber, men jeg kan også sagtens spille kanten. Det er gået godt indtil videre, og vi har forskellige muligheder i angrebet, men hvis jeg spiller ved siden af Frank, så kan jeg udnytte min hurtighed til at løbe efter de andenbolde, som han skaber. Frank virker til at være en rigtig god angriber, og der skal nok komme mange mål fra ham. Jeg ved jo, at de kalder ham "Farlige Frank", og det må være fordi, målene kommer naturligt til ham, siger Fejzullahu.
Erton Fejzullahu debuterer for Randers, når de den 6. marts tager imod FC Nordsjælland.