Video : Tipsbladet
Superliga

Ny straf til BIF? - Instans ser ikke på overtrædelser med milde øjne

Brøndby kan eventuelt blive straffet endnu engang som følge af kampen mellem AC Horsens og vestegnsklubben søndag eftermiddag.

Til søndagens Superliga-spillerunde havde Fodboldens Appelinstans omstødt Disciplinærinstansens dom, så der i stedet ikke måtte komme Brøndby-fans med til deres holds kamp mod AC Horsens.

Det så dog ud til, at der var en række tilskuere, som havde klare Brøndby-sympatier til kampen, hvor udebaneafsnittet var tomt for mennesker. Det er nu noget, som føromtalte disciplinærinstans muligvis skal bedømme. Her er der dog ingen præcedens, som man tidligere kan dømme ud fra.

Jens Hjortskov, der er formand for Fodboldens Disciplinærinstans fortæller i et interview med B.T., at man endnu ikke har forholdt sig, ligesom han ikke er sikker på, at det overhovedet er dem, der skal dømme i denne sag, hvis der skulle komme sådan en.

- Men hvis kendelser, som disciplinærinstansen afsiger, ikke bliver overholdt, det ser vi ikke på med milde øjne. Det så vi senest, da Vejles tidligere cheftræner (Adolfo Sormani, red.) forbrød sig mod en kendelse, fortæller Jens Hjortskov, som tilføjer, at det er bestemmelserne i DBU's love, der håndterer straffe, der ikke bliver overholdt.

Endvidere fortæller han, at der er en palette af sanktioner at tage fat i.

Kampen mellem AC Horsens og Brøndby endte desuden 3-1 til gæsterne på Casa Arena, som dermed fik en smule revanche fra 2-2-opgøret i næstsidste spillerunde af sidste sæson.