To nye Brøndby-spillere står til debut mod AaB
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

To nye Brøndby-spillere står til debut mod AaB

Både Rudolph Austin og Jesper Juelsgård kan få debut søndag, hvor Brøndby gæster AaB.

Landsholdsbacken Riza Durmisi er i karantæne, når Brøndby IF søndag gæster AaB og Aalborg. Et stadion, Brøndby ikke har vundet på de seneste seks Superliga-opgør. Men måske er syvende gang lykkens gang for klubben fra Vestegnen, der ikke har tabt de seneste fem Superliga-kampe.

Til opgøret er træner Thomas Frank dog tvunget til ændringer, for landsholdsback Riza Durmisi er i karantæne, og det betyder, at Jesper Juelsgård formentlig får sin debut og er at finde i startopstillingen. Backen blev hentet i Evian og har haft tre uger til at lære sine nye holdkammerater at kende.

- Selvfølgelig ligger det til, at Juelsgård skal spille mod AaB på søndag, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet.

Patrick Da Silva er sendt til Randers på en lejeaftale, der gælder for resten af 2015, så han er heller ikke en mulighed for Brøndby.

En anden, der kan få debut, er midtbaneprofilen Rudolph Austin, der senest var i Leeds United. Han har fået sin arbejdstilladelse og kan måske være en spiller, som Thomas Frank sætter ind fra bænken mod AaB.

Brøndby er i øjeblikket nummer fem i Superligaen.