Video : Tipsbladet
Superliga

OB-anfører: Humøret er bedre, end det var i sidste uge

Det var tungt for OB at tabe 6-1 i Parken, så det har været noget sjovere at komme til træning i denne, efter holdet slog Vejle Boldklub. Anfører Janus Drachmann har nu kornet rettet mod top 6.

Det er ikke kun de længere og lysere dage, der har løftet humøret omkring Ådalen i Odense på det seneste. Det samme har OB's sejr over Vejle Boldklub i weekenden. Det kunne også dårligt blive værre.

OB indledte foråret med at tabe 6-1 til FC København i Parken, så i sidste uge var stemningen en anelse trykket på holdet. Men intet bringer det gode humør frem som gode resultater, og sådan ét fik OB, da holdet vandt 1-0 over Vejle i søndags.

Det har man kunnet mærket, fortæller anføreren.

- Det var vigtigt at komme på rette spor igen efter en skidt start på året. Humøret er altid bedre efter en sejr om søndagen, og det kunne man også mærke, at det var i går. Vores humør er, som det skal være, og det er rigtig vigtigt, nu når vi går en svær periode i møde, siger Janus Drachmann.

Nu retter han igen opmærksomheden mod top 6, som for OB's vedkommende er bare ét point væk. Til gengæld er der også kun to point ned til AaB på tiendepladsen.

- Top 6-striden bliver et slagsmål lige til sidst. Nogle af de hold, der ligger omkring os i tabellen, møder vi internt, så vi kan selv vælge, om vi vil i top 6. Hvis vi er gode nok, så kommer vi i top 6, og hvis vi ikke leverer, når vi skal, så kommer vi ikke i top 6. Det er kun os selv, vi kan skyde skylden på, hvis top 6-projektet ikke lykkes. Vi skal ikke være afhængige af, hvordan de andre hold klarer sig – vi skal fokusere på at vinde vores egne kampe, siger Drachmann.

OB møder AC Horsens, Brøndby IF, AGF og Randers FC. Det er de fire hold, der ligger umiddelbart foran Drachmann og co. i tabellen.