Video : Tipsbladet
Superliga

OB-back inden FCM: Vi har noget at revanchere

Ryan Johnson Laursen vil have revanche mod FC Midtjylland i Herning, hvor fynboerne har lidt store nederlag tidligere.

Når OB søndag står overfor FC Midtjylland i mesterskabsspillet, er det ikke med gode minder fra sæsonens to første opgør på MCH Arena, hvor fynboerne har tabt med samlet 7-0, og den statistik vil Ryan Johnson Laursen gerne lave om på.

- Vi har noget at revanchere mod FC Midtjylland. Vi er to gange taget hjem fra Herning med relativt store nederlag set på resultat. Vi har ikke formået at score, så vi har en masse at revanchere på søndag, siger han til OB’s hjemmeside.

Det er første gang, at OB er med i mesterskabsspillet, og selvom det kun er blevet til et enkelt point i de to første kampe, har medaljeaspiranterne i egen optik spillet til mere.

- Jeg føler godt, vi kunne have stået med tre point efter kampen i Brøndby, og mod FCK følte jeg, at vi havde leveret en præstation, som mindst kunne kaste et point af sig, fortsætter han.

OB har chancen for at revanchere de to første kampe i sæsonen på MCH Arena søndag klokken 18:00.