Video : Tipsbladet
Superliga

OB-forsvarer: Vi vil alle gerne have metal om halsen

OB er sikker på at komme med i mesterskabsspillet, og forsvarsspiller Alexander Ludwig drømmer om medaljer.

Det bliver hverken til guld eller sølv for Superliga-klubben OB, men der er alligevel mulighed for at få metal i denne sæson, hvor klubben fra Fyn er sikker på at komme med i top seks-spillet.

OB ligger før sidste runde i grundspillet på tredjepladsen, og den plads ligger klubben også på, når mesterskabsspillet går i gang.

Derfor er der store drømme i OB, hvor et sæt bronzemedaljer er det store mål. I hvert fald hvis man spørger forsvarsspiller Alexander Ludwig.

- Selvfølgelig skal vi gå efter bronzemedaljerne. Hvis jeg sagde, vi skulle gå efter at blive nummer seks, skulle jeg have en kugle i hovedet. Det giver sig selv, at vi er i en position, og i mit hoved må man gerne skyde lidt højt og blive skuffet. Det er vores udgangspunkt i kampene, der er det vigtigste, og selvfølgelig vil vi allesammen gerne have metal rundt om halsen, siger han til mediet obstruktion.dk.

Selv om det er en af de største klubber i Danmark, har OB ikke formået at ende i top seks siden 2011. Det gør klubben med sikkerhed i år, da en plads i mesterskabsspillet blev booket i mandags med en sejr i Aarhus.