Video : Tipsbladet
Superliga

OB har gang i kuglepennen: Oliver Lund forlænger også

OB har også forlænget kontrakten med Oliver Lund.

Der har været gang i printeren og kuglepennen i Ådalen denne onsdag.

Tidligere på dagen meddelte OB, at man havde forlænget kontrakten med forsvarsspilleren Ryan Johnson Laursen, og nu kan fynboerne også fortælle, at forsvarskollegaen Oliver Lund har underskrevet en ny kontrakt.

Oliver Lund, der kom til OB fra Lyngby i vinterpausen, har forlænget med to år.

- Vi var enige om, at vi skulle se hinanden an, og det har været en stor succes. Han har en power og fysik, der passer godt til vores spillestil, og så kan han dække mange positioner på banen. Han har en personlighed og et humør, der passer perfekt ind i klubben, så vi er ret glade for, at han forlænger, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

Ret glad er også Oliver Lund.

- Det er jo gået godt, og det har været et perfekt match. Vi skulle lige se hinanden an, og det hele har bare passet sammen. Der er nogle spændende ting i gang i klubben, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg er inde i et godt forløb og føler mig i fin form lige nu. Der er en super synergi på holdet, hvor vi komplimenterer hinanden godt. Alle er utroligt målrettede og stiller høje krav til hinanden. Det kan jeg godt lide, lyder det fra forsvarsspilleren.

Oliver Lund har repræsenteret OB i to omgange og står noteret for 62 kampe for klubben.